søndag den 29. januar 2012

Vinterstatus

Vi skriver nu slut januar, og er 2/3 gennem vinteren, men først nu har vi fået rigtig vinter. Sneen daler smukt, og frosten har sat ind. Den indtil nu milde vinter har betydet at hvidløgene der blev sat i begyndelsen af oktober, for længst er kommet op af jorden. Så årets juletræ er blevet brugt til at lave vinterdække til de små sarte spirer.
I drivhuset er der stadig en del projekter der skal færdiggøres inden det, meget pludselig, bliver forår. Jeg har langt om længe fået isoleret soklen med 75 mm polystyren, og fået den lukket. Nu er det så bare at få givet den et par lag maling. Også regnvandsbeholderen som skal stå i drivhuset har jeg fået lavet en sokkel til. Den skal hæves 40 cm for at kunne lave tryk til mit automatiske vandings-system. Jeg vil snart ligge nogle billeder op af den, da jeg selv synes den er blevet ret genial.
Næste projekt i drivhuset bliver at få lavet den store plantebed, med selvvanding, samt øvrige beholdere som bliver forsynet med drypvanding.