fredag den 30. september 2011

Lidt fremskridt på drivhuset

Nu skete der så et lille ryk på opbygningen af drivhuset igen.
I taget mangler jeg nu kun 5 stykker glas, som endnu ikke er leveret.


I fronten mangler jeg også stadig et stykke glas ved siden af dørpartiet. Og så har vi prioriteret at få huset lukket, fremfor færdiggjort. Derfor mangler der også stadig at blive malet og monteret sidelister på 1/3 af de nederste vinduer. Også alle 6 oplukkelige vinduer er nu monteret. Her skal jeg have konstrueret nogle små vridere der kan låse vinduerne når ikke der er automatik monteret i vinterhalvåret, og som stormsikring.


På denne sidste septemberdag med hele 25 grader (ikke i drivhuset men udenfor!) har jeg så fået monteret den ene dør. Det er noget af det jeg har ventet mest på, da det får drivhuset til at se meget mere færdig ud. Den anden halvdel må vente en uges tid endnu, da den stadig ikke er færdigmalet, og der weekenden over er fuldt program med dåb af vores lille Cia.


Indvendig er der som sagt et godt stykke vej endnu. Men der skal også være noget at hygge med i vinter. "Soklen" skal isoleres og beklædes. Der skal bygges et plantebord. En sokkel til regnvandstønde. Diverse plantebeholdere, bl.a. en 4½ meter lang en langs hele sydsiden, med indbygget automatisk undervanding. Så der er stadig lang vej til det helt færdige projekt, men heldigvis også til det bliver forår igen.

En enkelt plante har dog allerede fået lov til at flytte ind i drivhuset. Mine chilier som har haft en kummerlig tilværelse på terrassen i år, har fået lov at nyde den sidste rest sommer i det halvfærdige hus. Og nu kvittere de med små fine røde frugter.


fredag den 23. september 2011

Skalotteløg

Jeg troede egentlig at de løg vi normalt går og køber/spiser fra supermarkedet, var skalotteløg. Det har jeg så fundet ud af nu, hvor jeg har fået høstet vores egne skalotteløg, at de ikke er.
De er meget mindre og vokser i klaser næsten som hvidløg. Men nu er de høstet. Måske nok lidt sent, men de ser forbavsende fine ud, og dufter meget kraftigt. Så jeg er rimelig sikker på at der nok skal være masser af smag i dem. Rødløg blev høstet for et par dage siden og hænger nu fint bundet op i brændeskuret. Skalotteløgene kommer ikke til at hænge i bundt, da toppene er helt væk. Så de bliver hængt op i et net i stedet, når først sol og vind haf fået dem tørret de næste par dage.

Skalotteløg sol/luft tørre på brønddækslet

torsdag den 22. september 2011

Most dag

Så blev det endelig tid til at moste.
Jeg manglede lige en gærlås og prop til min vinballon, som jeg skal lave cider på. Derfor havde jeg trukken den lidt, selvom æblerne var høstet og i hus. Det var en blanding af lillebrors og skovens æbler. Ialt 43 kg.
Jeg håbede på at kunne få 30 liter ud af det. 25 til cider og 5 til most.

Der laves æblepulp
Hjemmelavet presser

Sådan gik det langtfra. Måske jeg var optimistisk (igen). Måske var det fordi jeg ikke helt kunne presse så hårdt som jeg gerne ville. Den lille 1 ton donkraft som jo er hjertet i pressen, kunne nemlig ikke klare mosten (tø hø der var man lige sjov). Den blev mere og mere skæv for hver ny potion vi pressede. Så den bliver skiftet ud med en cylinder-donkraft i stedet.
Det blev i stedet til ca. 14 liter, hvoraf ca. 1½ blev hældt på flasker til os selv og æble-leverandøren.

Ca. 14 liter ren most blev det til

Ca. 12 liter blev herefter hældt på ballon, og sat til gæring. Nu er jeg spændt på om jeg kan finde ud af at lave cider.
Vi brugte kompostkværnen til at flå æblerne. Jo finere, jo mere saft kan man få ud af dem. Den blev selvfølgelig gjort grundig ren først. Men veterinær-myndighederne ville nok ikke sige go for den. Men den er særdeles effektiv. Jeg havde egentlig regnet med at kunne fylde tragten med æbler og så hakke dem i mindre stykker med en spidset træpind, og samtidig bruge den til at presse æblerne ned i halsen på kværnen. Men det virkede ikke helt. Dels var det besværligt, og æblerne fløj til højre og venstre. I stedet tog Bente og delte æblerne i kvarte med en kniv, og så gik det over stok og sten. Det tog ikke længere tid at skære dem ud, end at forsøge at kvase dem med en pind. 

Den pressede pulp fylder også godt
12 liter på ballon

Det er mit første forsøg med selv at moste. Og pressen er hjemmebygget efter inspiration på nettet.
Men der er plads til forbedringer.
Jeg fandt jo ud af at den lille 1 ton sakse-donkraft ikke var stærk/solid nok, og til sidst exede den helt.
Selve ramme konstruktionen har jeg måske været lidt fedtet med højden på. I hvert fald er der ikke meget plads at hælde pulp i kurven på, da donkraften sidder lidt i vejen. Så jeg satser nu på en cylinder-donkraft i stedet, og at den måske kan komme lidt højere op i konstruktionen, så der dermed bliver lidt mere plads.
En anden ting jeg ikke havde fået testet, var om sakse-donkraften kunne gå ned i kurven. Og det kunne den selvfølgelig ikke!
Så halvvejs i presningen, måtte jeg hæve igen og ligge flere klodser i mellm pulp og donkraft. Ikke det store problem, men træls, når det nu kunne ha være lavet anderledes.
Pladen som kurven står på, har jeg fræst en "saftrille" i, ligesom på et spækbræt, men lidt større. Men åbenbart ikke stor nok. Det kan sagtens lade sig gøre at presse mere saft ud, end rillen kan nå at følge med til, og det er jo ærgerligt at se de gyldne dråber løbe ud på gulvet. Så her skal jeg have lavet en bakke af en art, som kan give en større buffer når der presses.
Det er helt sikkert sjovt at lave sin egen most/cider, så med de små justeringer bliver det som en leg.

onsdag den 21. september 2011

Mere drivhus

Idag fik jeg endelig skåret og monteret det sidste glas i ende gavlen. Jeg mangler godt nok stadig et par lister indvendig, men dem er Bente ved at male. De skulle gerne være monteret inden ugens udgang.


mandag den 19. september 2011

Lidt nyt på bloggen

Over 1½ år uden opdateringer!
Jeg indrømmer gerne at min blog ikke bliver brugt/opdateret. Men nu sker der måske lidt. Jeg vil ikke fortælle hvad der er sket siden sidste opdatering, da det bliver for stor en omgang. Jeg vil i stedet bruge bloggen til at berette om mit seneste større projekt.
Vi flyttede i december 2010 ud midt i skoven ved Gl. Rye. Og dermed fik jeg mulighed for at udleve drømmen om et rigtigt drivhus. Helst i lidt victoriansk stil. Siden jeg var barn har jeg haft interessen for drivhuse, og ville i mange år gerne være gartner. Faktisk brækkede jeg vores sandkasse fra hinanden for at bygge et primitivt drivhus da jeg var barn.
Men først nu er det blevet muligt at udleve drømmen.
Jeg begyndte så småt i marts måned med at bygge den første side. Planen var at bygge sider og ender som moduler, og så rejse taget på stedet.
Jeg var nok lidt naiv og tro at det sagtens kunne lade sig gøre at få færdig til forårets kommen.

Bente med topmave har fået malertjansen


Spær med påmonteret glaslister

Men jeg skulle snart blive klogere. Når man flytter sådan et sted hen, og foråret nærmer sig, ja så er der mange ting at gøre. Det vigtigste var at få etableret en køkkenhave. Og her i skoven betyder det også indhegning af selvsamme. Ellers tager vildtet og andre dyr afgrøderne. Arbejde, dragefestivaler, og en lille ny i slutningen af juni betød af projektet gik meget langsomt.
Jeg håbede dog stadig på at kunne nå at få noget i drivhuset i løbet af sommeren.


3 sider og underlag er på plads

Da min lillebror var forbi og trække græs af til køkkenhaven, med minigraveren, gravede vi også ud til drivhuset. Jeg har nemlig valgt at have belægning i hele drivhuset. Egentlig ville jeg helst have haft en muret sokkel på 30-40 cm og teglgulv. Men jeg er også lidt en nærrigrøv, og faldt ikke over det rette tilbud på materialer. Derfor endte det med betonfliser/sten, som enten var på lager, eller er fundet gratis på dba.dk.
Da de to sider og endegavl står på plads skriver vi start august og jeg har erkendt at det ikke bliver i år at der kommer planter i huset. Men jeg satser på at blive færdig udvendig inden frosten kommer. Så kan jeg bruge vinteren på detaljer og indretning, så det er klar til foråret.

Fronten bygges op

Alle dele males af Bente inden de monteres udenfor. Så er vi ikke afhængig af vejret, og mange dele er også nemmere at male inden de monteres. En undtagelse er fronten og bagerste gavl. De bygges på stedet. Dels fordi de ville blive for store til at kunne komme ud af værkstedet, og dels fordi spærene laves for sig.
På ovenstående billed er første spær rejst, og dørparti med sidevinduer og topvindue bygget op.
Jeg bryder mig ikke om glas i små overlappende stykker som man ser i de fleste købe-drivhuse. Og da jeg via en god glarmesterven kan få lavet glasset i fuld størrelse, har jeg valgt dette.

Alle spær er rejst og topremmen monteret

Jeg har valgt at der skal dobbeltdør i, så den totale dørbredde bliver ca. 140 cm. Så er der god plads til at kunne komme ind og ud med trillebør, krukker, kasser osv. Dørene ligner lidt franske døre, og er her midt i september ved at blive malet, og har fået monteret kraftigere hængsler.
Det skal måske lige nævnes at hele huset er bygget i trykimprægneret træ, som har fået 3 lag træbeskyttelse. Oprindelig købte jeg trykkede lægter og skar op til glaslister (der går ca. 400 meter til), men da jeg så hvor kort trykimprægneringen var trukket ind i træet, droppede jeg dette, og brugte i stedet alm. fyrtræsbrædder som jeg havde liggende en masse. Samme brædder er iøvrigt brugt til beklædning af soklen, som senere vil blive fyldt med isolering og selvfølgelig beklædt indvendig også.

Nu med glas

Midt i august monterede jeg det første stykke glas. Lidt spændende. De mange lister og meter glasbånd der skal bruges til montage af glasset tager ikke bare tid at lave, men bestemt også at male. Derfor bliver glasset sat i efterhånden som disse bliver færdige. Her midt i september er alt glasset i den nederste del monteret, med undtagelse af fronten. Alle glas forneden er af samme størrelse, bortset fra de to stykker ved siden af dørene. Det blev nemlig dørpartiets størrelse der bestemte størrelsen på disse stykker glas, og dem venter jeg i skrivende stund stadig på at få leveret, iøvrig sammen med de 12 stykker tagglas som skal have fuld længde. Jeg laver ialt 6 oplukkelige vinduer i taget, og glasset som sidder nedenfor disse er også klar til montage, lige så snart de sidste lister er klar.

Tagkonstruktionen

For at kaste sig ud i sådan en konstruktion her, skal man vide lidt om hvad man gør. Jeg har godt nok ikke før konstrueret drivhus i denne størrelse/type, men lidt ved jeg da om emnet. Desuden har jeg støvsuget nettet for info og inspiration. En af de ting jeg var klar over at jeg var nød til at lave, var de hanebånd som ses på ovenstående billed. Den spærkonstruktion jeg har valgt, ville med tiden og vinterens snetryk, presse drivhusets sider ud så de til sidst ville stå som to bananer, og taget ville synke på midten. dette håber jeg at jeg har undgået ved at montere et hanebånd 1/3 inde i huset fra hver ende, i en højde så de ikke er i vejen. Iøvrigt samme højde som dørenes overligger, bare for at holde lidt symmetri.

Fronten

Et par andre detaljer ses på fronten. Jeg har lavet en drypnæse over dørpartiet for at forhindre at vand fra glasset over, render lige ned i dørkonstruktionen. Topremmen er ført et stykke ud over gavlen, mest for detaljens skyld, men mon ikke jeg udnytter "stumpen" til at montere vejrstation  med bl.a. vindmåler på.
Jeg satser iøvrigt på at huset kan klare en go storm, fodbolde og hvad der ellers måtte komme flyvende forbi. Alt glasset er genbrug, og er gamle butiksruder i 6 mm tykkelse. Det kræver selvfølgelig at konstruktionen er i orden, da glasset i sig selv er tungt, men det betyder også at hele huset bliver mere solidt og kan klare meget mere end et spinkelt købedrivhus som typisk er udstyret med 3 mm glas.

Lidt affald bliver det til (x2)

Jeg har netop konstrueret de 6 oplukkelige vinduer. De er lavet som enkelte rammer, og er ved at blive malet, inden jeg montere glas i dem. Der kommer selvfølgelig automatiske oplukkere på til foråret. Rammerne er fræst ud, og sammen med de mange (ca. 400 meter) lister og meget andet der er blevet skåret til drivhuset, så er det blevet til et par meget store bunker savsmuld. Alt der ikke er rå træ i fornuftige stykker, ryger i brændetønden, resten i brændeovnen.

Første oplukkelige vindue

Her hvor vi er gået ind i sidste halvdel af september, begynder det at krible for at få huset lukket. Jeg håber på inden for en uge at få det sidste glas, så fronten og taget kan lukkes. I dag lykkedes det mig mellem bygerne, at få monteret de to første oplukkelige vinduer. Støttepinden på billedet er kun for fotografens skyld. Der bliver selvfølgelig monteret automatiske vinduesåbnere på til foråret. De kan alligevel ikke tåle frost, så det haster ikke. Jeg skal naturligvis have monteret lukkere på, så vinduerne ikke blæser op i vinterens løb.
Dette var et meget langt indlæg omkring mit/vores drivhusprojekt. Jeg vil nu forsøge at holde bloggen opdateret løbende omkring drivhuset. Forhåbentlig både under den sidste del af konstruktionen, og når vi begynder at plante og høste i huset.